
Foto credits Cphdox
Artikel af Maibritt Pedersen
Venstrefløjen virkede i mange år som en halvdød størrelse. De store fortællinger og idealer var lagt i graven, der var en generel højredrejning i samfundet, kernefamilie og livsstil overtog og lykken kunne købes i en forkromet blender eller et samtalekøkken. Men i dag mærker man igen en forandring, pludselig breder uroen sig i krogene igen. Normaliteten kradser. Snærer. Under en tur til Hamburg for nylig lagde jeg mærke til RAF-logoer på offentlige toiletter, banegårde. Har den militante venstrefløjs rockstjerner måske genopnået en flig af fortidens glamour? Bekymringen for miljøet, venstrefløjens gamle mærkesag, er blevet noget som ikke kun øko-tosser men også Hollywood-stjerner slår sig op på. ’Pæne’ mennesker demonstrerer for et nyt Ungdomshus i København. Hvad foregår der?
Hvad vi har at gøre med er en reaktion på den normalisering og ensretning der præger samfundet. Det er blevet alles pligt at leve sundt, blive hurtig færdig med uddannelse, blive på arbejdsmarkedet og ikke spilde tiden. Man skal blive en effektiv BNP-producent så hurtigt og så lang tid som muligt. Grupper der ikke passer ind i det ’normale’, marginaliseres, og dette skaber et behov og ønske om at markere sig hos de, der dømmes ude.
Spændingsfeltet mellem den øgede radikalisering, en forøget interesse samt radikalismens inkorporering i popkulturen har gjort, at den politiske aktivisme er kommet ud på gaden og væk fra lukkede kredsløb. Måske har den ligefrem bevæget sig hen på grænsen mellem finkultur og undergrund? Netop nu blænder CPH:DOX op for en række af oplevelser af, at virkeligheden tit er mere skør, cool og fantastisk end de historier, alverdens manuskriptforfattere kan diske op med. En af serierne i årets program er netop ACTIVISM. Her kan man finde undersøgende debatter om kunst, medier og aktivisme, aktivist-tv, internetbevægelser på kanten af det lovlige og politisk doku-performance som man for eksempel kender det fra THE YES MEN og SUPERSIZE ME.

Foto fra filmen “The planet”
Men hvad kan man som filmfestival forsøge at ændre i bevidstheden hos et dansk filmpublikum? Ifølge programmet vil festivalen vise at ”aktivisme er en kompleks størrelse og en seriøs udfordring til ethvert demokratisk samfund. Og – vil vi skynde os at tilføje – et mentalt sundhedstegn af de vigtige” Altså et seriøst projekt. ”Aktivisme er tilbage” mener Maren fra CPH:DOX, der har været med til at planlægge ACTIVISM serien. Hun udtaler, at festivalen finder det vigtigt at fokusere på aktivisme i dens forskellige former. ”I år er det jo især kampen om Ungdomshuset der har inspireret os. Det var oplagt at lave et program, der fokuserer på aktivisme” Serien er et forsøg på at brede debatten ud og se tingene i et andet lys. ” Vi ville gerne fokusere på at give aktivismen et bredere fokus idet vi mener, at ethvert samfund har behov for modkulturer. Derfor har vi også valgt at sætte fokus på muligheden for modstand og den civile ulydigheds rolle i et moderne demokrati” Dette gælder ifølge Maren også arrangementer udenfor biografsalens mørke, hvor festivalen byder ind med debatarrangementer og mulighed for teoretisk refleksion: ”Der foregår virkeligt mange interessante ting i feltet mellem kunst og aktivisme, og i den politiske aktivitet der kan indlejres i kunsten. Derfor er det også interessant og vigtigt at stille en debat op om muligheden for modstand. Det er det vi gør, når vi for eksempel inviterer Simon Critchley til at fremlægge og debattere sit koncept om ’new anarchism’. På den måde kan vi vise de forskelligrettede tendenser, der gør sig gældende indenfor feltet”. På trods af de skarpe formuleringer og tiltag ønsker festivalen ikke at markere et politisk standpunkt: ”Nej, vi ønsker ikke at promovere en bestemt politisk holdning. Der er mange film i programmet der kan opfattes som politiske, men det er karakteristisk for dokumentarfilm at de ofte opfattes politisk, da de tit er udsprunget af politiske forhold. For os handler det derfor ikke om at tage politisk standpunkt men om at vise forskellige problematikker.”
Uanset hvad ens holdning er til disse problematikker bliver det spændende at se, hvad festivalen bringer, og om det får nogen indflydelse på den generelle danskers forkærlighed for brede kompromiser og konsensuspolitik.
Maren anbefaler – 3 fra aktivistserien:
1. Debatarrangement ”Aktivisme og nye medier” mandag 12.11 i Cinemateket. Mød Fran Illich, der er initiativtager til possibleworlds.org. ”Fran Illitch låner serverplads ud til aktivisme, også på kanten af det lovlige. Det har den konsekvens for ham, at han altid må bære maske for at skjule sin virkelige identitet når han optræder. Han repræsenterer et sted hvor aktivismen er alvor, en anden virkelighed end den, vi møder til daglig”.
2.Filmen ”The Planet” (Sverige 2006) – ”et eksempel på unge instruktører, der forsøger at indvirke politisk med en mere letttilgængelig tilgang til de alvorlige emner.”
3. Aktivist fest fredag den 16.11 på og omkring Stengade 30, Nørrebro. ”Alle kunstnere optræder gratis, og overskuddet går til at støtte asylbørn i Danmark”
Links til mere om festivalen og aktivisme
www.cphdox.dk
www.copenhagenfreeuniversity.dk
www.tv-tv.dk
www.modkraft.dk
http://www.jagtvej69.dk/
www.ungeren.dk
www.possibleworlds.org
Article by Maibritt Pedersen






1 response so far ↓
1 Marie // Nov 12, 2007 at 5:06 pm
Sounds great. Keep up the great great work!
Leave a Comment