Interview: Sara Leth

Times Magazine har kaldt hende USA’s bedste fotograf, og Sally Mann kan virkelig noget. Hendes billeder forbliver prentet på nethinden i lang tid. De er fyldt med en mystik, der minder om barndommens drømmelandskaber. Hendes landskaber er romantiske; hun siger selv det er en romantik, som kun kunstnere fra sydstaterne kan slippe af sted med.

Lige nu i Det Nationale Fotomuseum, Den Sorte Diamant, er der en udstilling, der samler Sally Manns tre seneste fotoserier. Jeg mødte Sally Mann og hendes datter til et glas vin efter et foredrag hun holdt på Diamanten. At møde Sally Mann er som at se hendes billeder og den natur hun kommer fra; smuk, rolig og kraftfuld. Hun gør med sit nærvær så stort et indtryk, at det er svært at stille sig kritisk. Hun lever inkarnationen af bohemedrømmen, hun bor på landet i fantastisk vild natur med smukke børn og laver kunst. Billedserien Deep South er en romantisk portrætserie af hendes hjemegn med vilde skove, floder og søer gemt i sydstaternes dyb. Immediate Family er hendes nøgne børn i samme landskab, det er ikke ’søde’ legende børn, men børn med et intenst voksent udtryk. Disse billeder skabte stort postyr, fordi hendes børn var nøgne, og det var for provokerende for den amerikanske offentlighed. Jeg overhørte en amerikaner stå uden for udstillingen i Diamanten og forklare sin ledsager at han ikke ville ind fordi, som han sagde, ’she is a pedofile’. Hårde ord, men den nu voksne datter Virginia, der sad overfor mig, så nu ikke ud til at have lidt overlast.

For Virginia var barndommen lykkelig. Hvor andre med en mor, der har en stor karriere, måske ikke ser hende så meget, var Sally Mann faktisk hjemmegående. Hun tog billeder af børnene og landskabet omkring sig, og det har hun gjort siden de var helt små, det var naturligt. ’Det var dejligt at min mor var hjemme hele tiden. Som barn tænkte jeg aldrig over at hun var kunstner’ siger Virginia. Mens moderen gik rundt derhjemme og tog billeder, blev hun en af USA’s mest anerkendte fotografer, med billeder eksempelvis på MOMA, The Museum of Modern Art, New York. Opvæksten for Virginia var alligevel ikke helt som de andre børn i skolen, for eksempel var deres hus fyldt med skulpturer og fallossymboler, det kunne godt være lidt flovt for en teenager. Sally Manns kommentar var ’at det er karakterdannende og intet imod hvad jeg oplevede som barn’. Sally Manns far var landdistriktets læge, men han var også skulptør og kunstner. Han var udflippet og skilte sig ud fra den pæne middelklasse. Til stor forargelse havde faren lavet en kæmpe fallosskulptur, der vendte ud mod vejen, og som nabokonerne passerede forbi hver dag. Sally Manns barndomshjem var meget frit - som barn insisterede hun altid på at være nøgen - den frihed har man altid kunne spore i hendes billeder. Idéen om at være kunstner fik hun fra sin far.

Sally Manns billeder er fotografier af det ordinære, det nære, hun arbejder efter tanken om at man skal elske sit motiv. Hun var nært knyttet til sin far, det var hans død, der var det første skridt mod at behandle døden som kunstnerisk tema. Hun havde besluttet sig for at følge farens kræftsygdom til han døde. Som hendes far blev tyndere og mere afkræftet, måtte hun opgive det, det var simpelthen for hårdt.

Hun slipper dog ikke idéen om at fotografere døden. En dag løber en forbryder, der er stukket af fra fængslet, ind på hendes grund, hvor han bliver omringet og skudt ned af politiet og dør i hendes baghave. Efter liget er blevet fjernet, ser hun hvordan jorden suger blodet i sig. Dette syn undfanger spørgsmålet: efterlader døden spor i landskabet? Denne idé udmunder i en roadtrip igennem USA, blandt andet til de slagmarker, hvor borgerkrigen stod. Her fotograferer hun landskaber med et aftryk af døden. Med en gammel teknik som fotograferne fra 1800-tallet brugte, får hun billeder frem, der næsten har et aftryk af noget overjordisk. Brugen af de gamle landskabsfotografers udstyr og tekniker skaber en effekt på negativet, som Sally Mann benytter og leger med. En af effekterne hun bruger er resultat af fejl i negativet, som opstår under den gammeldags fremkaldelsesproces. Sally Mann kalder det ’the angel of uncertainty’ og med denne engels hjælp kan man faktisk fornemme døden i disse landskabsportrætter.

Døden, denne gang uden fokus på landskabet, bliver temaet for hendes serie ’What Remains’ – det, der bliver tilbage. Da en af hendes elskede mynder dør, beslutter hun at begrave den og et års tid senere grave den op igen for at se, hvad der så er tilbage. Hun bliver forbavset over hvordan jorden har transformeret hendes hund til noget andet. Hendes blomster i haven gror og er blevet gødet af hendes afdøde hund, og hun står nu tilbage med dens knogler og lidt pels. Jorden har gjort sit job. Det gør hende nysgerrig. ’What Remains’ er ikke kun fotografier af hendes hunds jordiske rester, men udvikler sit til en kunstnerisk undersøgelse af hvad, der bliver tilbage af menneskekroppen, når vi dør.

Der findes et forskningsområde i Tennessee, hvor lig testamenteret til videnskaben formuldes i det fri. Her forsker politiets kriminalteknikere i hvordan kroppen opløses over tid. Sally Mann fik lov at besøge dette sted og tage billeder. Ude på en pløje mark smider man bogstaveligt kroppene og venter på, de forgår. Sally Mann fortæller, at der en dag kom to unge mænd med deres afdøde ven. De græd begge som piskede og prøvede at bære deres ven hen til forskningscenterets mark, hvor han skulle ende sine dage. Han var meget tyk, så Sally Mann måtte hjælpe med at bære ham. Hele scenen var tragikomisk, han var nøgen, de var så flove over det, at de prøvede at dække ham til med en baseballkasket. De smed hans nøgne krop på marken.

Billederne hun tager her er af døde kroppe, mere eller mindre opløste, ansigter ædt af mider og kroppe, der nu kun er skeletter. Serien virker voldsom og står i skarp kontrast til hendes paradisiske billeder, men på forunderlig vis er der også her ro og skønhed. Sally Mann mener at man i vestlige lande, især USA, er bange for døden, man gør alt for at undslippe alderdom, men døden er en del af livet og er en af de ting, der ikke er til at undslippe, derfor må vi konfronteres med den. Døden og livet hænger sammen. “Døden er så overvældende. Måske er den eneste meningsfulde måde at nærme sig den på som et springbræt til en højere påskønnelse af livet” siger Sally Mann. At tage disse billeder fik hende til at se den døde krop som en del af naturens fødekæde, og hun siger selv at hun ikke vil brændes når hun engang dør, hun vil være ormeføde, de gør deres arbejde fortræffeligt, ved at nedbryde vores kroppe til jord.

Døden som enkeltstående tema virker overvældende, men i udstillingen ser vi legende børn og sydens paradisiske vildnis side om side med døden. Udstillingen afsluttes ikke med døden men med hendes nu voksne børns ansigter. Måske er det derfor, udstillingen berører én - man får hele livet med.