
Tekst: Sisse Malene Markvardine Petersen / Foto: Ken Herman
Jonathan Allans interesse for og vej ind i kunsten startede tidligt i barndommen og lidt som en undvigemanøvre ud af en søskendeflok på 9 - ”Jeg begyndte tidligt på at tegne og male, som en måde at flygte fra søskende-tyranniet og skabe et rum for sig selv.” Som 18-årig opnåede han et scholarship på Columbia University i N.Y., hvor han frem til 1997 studerede maleri, med udmærkelse. Han har bevæget sig over det traditionelle repræsenterende maleri, henover det abstrakte, men befinder sig bedst i feltet, hvor de visuelle udtryk krydser og beriger hinanden æstetisk – i en udadrettet opmærksomhed mod den sociale og politiske virkelighed. Hans udtryk er hybridt og sammensat, som de spørgsmål hans kunst forholder sig spørgende og kritisk til - og for Jonathan Allan er det medie som synes bedst til at fastholde visualiteten og det omgivendes kompleksitet collagen:

“The Best Way” Mixed media on paper
”Den collagebaserede form er et perfekt medium at arbejde i, set i forhold til verdensscenen og dens kompleksitet. Jeg har som kunstner et elementært ansvar som global borger, og jeg er derfor optaget af spørgsmål omkring social og politisk retfærdighed, sammen med mine ideer om æstetik og skønhed”.
Selvom Jonathan Allan aktivt bearbejder nutidens globale, politiske, økonomiske og samfundsmæssige klima, konceptuelt og æstetisk potent, i collageformens dynamiske udtryk søger han på ingen måder at gennemtvinge en bestemt holdning eller stillingtagen hos sit publikum:
”Jeg kan ganske enkelt ikke fordrage den type af politisk kunst, der forsøger at tvinge én til at tænke på en bestemt måde. Jeg ser kompleksiteten som det væsentlige og collage-formen er netop alt andet end straight. Den beriger alle de andre medier, som den relationelt sætter i spil – den er kompleks lige som kulturen og den verden, vi lever i. Samtidig betragter jeg også både lyrik og politik som kunstformer., der fremkalder følelser. Min igangværende collageserie Night Stand Apocalypse, som vil komme til at udgøre i alt 100 billeder, er på flere måder inspireret af lyrik og den amerikanske undergrundsdigter Greg Fuchs.

“Red Carpet Ride” Mixed media on paper
Til dato har Jonathan Allan produceret godt 40 billeder i den serie, der på engang kan siges at tegne særegne og globale øjebliksbilleder, men samtidig er en afprøvende gentænkning af kulturen og de seneste 8 års politiske fornægtelse af supermagtens miljøpolitiske ansvar:
”Tag fx min collage, The Best Way. Sammen med de mere traditionelt malede figurative og abstrakte former, dukker der andre billedelementer op. I højre side er der bl.a. billederne af en olieplatform, taget da orkanen Katrina i 2005 ramte Den mexicanske golf, men der også et billede fra the London Bus Bomb og Bagdad under de amerikanske styrkers indtog. I venstre side er der så en masse pixels. Billederne har jeg hentet fra bl.a. New York Times men også fra Internettet. Jeg arbejder i høj grad med den måde medierne og TV’ets æstetik former den politiske verden og virkeligheden på.
Learn more about Jonathan Allen at his website





