
Tekst: Sisse Malene Markvardine Petersen / Foto: Ken Herman
Han har leveret specialeffekter til storfilms- og animationsgiganten DreamWorks, og til film som Terminator II. Jean-Pierre Roys baggrund i L.A.’s filmindustri er på flere måder også svær at overse. Det filmiske ligger som et gennemgående optisk og æstetisk filter over de landskaber, der både visuelt og tematisk danner kredsen af hans motiver. Hans interesse i landskabet er farvet af både personlige og kunsthistoriske oplevelser, som rækker tilbage i tiden. Personligt har den tyske romantiker, Casper David Friedrichs, allegoriske og sublime landskaber, sammen med traditionen fra The Hudson River School, lagt kimen til fascinationen af landskabsmaleriets kulturelle og fortællemæssige egenskaber. Men også opvæksten i Santa Monica, Californien har gjort landskabet og naturen både kropsligt og erfaringsmæssigt nærværende for hans udtryk:

“Geometry for the post divine”, 2009 / Oil on canvas
” Sammenlignet med New York, hvor jeg i dag bor, har L.A. altid haft en aktiv forbindelse til landskabet, med de tilbagevendende skovbrande og jordskælv. I Californien bliver der hele tiden sat spørgsmålstegn ved landskabets stabilitet, og man lærer at slå sig til tåls med denne impermanens. Man accepterer ideen om stedernes forandring, som står i modsætning til den moral, der sætter sig op imod de katastrofiske forandringer som er menneskeskabte (red. 9/11)”.
Og Jean-Pierre Roys billeder præsenterer netop landskabet i dette dobbeltgreb mellem sublim (rædselsvækkende) natur og det menneskeskabte – mellem dets oprindelige natur og det menneskeskabte. Men den visuelle udforskning af landskabet og dets kontemplative natur, har ikke afsæt i konkrete steder, som hos romantikkens billedkunstnere. Væk er den nostalgi og nationale identitetsfølelse, som er indbyggede dele af romantikkens idé, og i stedet er endeløse filmiske landskaber konstruerede ud fra en visuel hukommelse og ideen om et særligt cinematografisk billedsprog:
”Det er begivenhedernes skala, som jeg afsøger i landskabet, sat op imod det menneskeliges skala, som en metafor for forandring. Teknologien er en tilstedeværende del af mine senere arbejder – og udgør en del af en visuel grammatik. Jeg forsøger at forene det filmiskes sjæl i en ’handmade’ version, på en både personlig og særegen måde. Det jeg skaber er visuelt manifeste ideer, som i bund og grund er en dokumentation af mine egne tanker og ideer. Landskabet bliver på den måde også et billede på indre følelser.
At Jean-Pierre Roy er en fornyer indenfor landskabsmaleriet ligger ikke bare i hans såkaldt filmiske metode, men også i bevægelsen fra det stedsspecifikke til det synsspecifikke, hvilket er mere end tydeligt i værket med titlen ”Sight Specific”:

“Sight Specific”, 2009 / Oil on canvas
”Billedet har karakter af en gigantisk kunstinstallation, hvor helikopternes kredsløb, nærmest har form som en lysekrone. Med det har jeg prøvet at skabe det tænkelige - en autentisk forestilling. Ikke på den fotorealistiske måde. Fotografiet tjener som bekendt som et autentificerende dokument. Jeg benytter mig af eller rettere stjæler fra fotografiets grammatik. Brugen af linsen og de optiske effekter beskriver en analog tankeproces. Det er for mig en anden måde at holde det specifikke på afstand, ikke som et redskab, men en forstyrrelse eller abstraktion som transformerer. Mine billeder er en bevægelse væk fra det repræsentationelle maleri og ved at stjæle fra fotografiet forsøger jeg at gentænke den repræsentationelle realisme.
Visit Jean-Pierre Roys website





