Tekst og foto: Anna Petri

Inspireret af historien om den lille prins, beslutter performance kunstneren Simone Aaberg Kærn at ville befri luftrummet i kølvandet på 11 september! Det hele startede en morgen på Christianshavn da Simone læste dagens avis. Hun faldt over en artikel om en afghansk skole pige, hvis højeste ønske var at blive pilot. Simone beslutter sig straks for at finde pigen og køber et gammelt lærredsklædt veteranfly som hun efterfølgende flyver direkte fra Danmark til Kabul. For som Simone siger ”Hvis det kan lade sig gøre at opfylde pigens drøm midt i en krigszone, er det kunst.”

Simone Aaberg Kærn

Missionen lykkedes imidlertid og Simone dokumenterede den vanvittige og livsfarlige rejse som blev til filmen ”Smiling in a Warzone” som netop opnåede en Emmy nominering i New York. Wonderland fangede den lille prins’ søster, på flyvepladsen, inden hun fløj til Emmygallaen til en snak om Krig, Kunst og om at abortere i et jagerfly med vilje!

Du udstiller i disse dage på det nyåbnede galleriprojekt We Love Asbæk, som er en slags parring mellem reklame og gallerivirksomhed. Hvad synes du om ideen om at blande kunst og reklame?
Jeg syntes åbningen var helt fantastisk. Den var temmelig intens, både med besøg fra det svenske flyvevåben som kom ned med et tørklæde, med fire af deres døde kammerater på, som jeg skal have om halsen, til Emmy Gallaen i New York. Og så var det jo sådan en cool og hyggelig fernisering med masser af unge mennesker fra reklamebranchen. Men det er helt klart et lidt specielt udstillingssted som klart adskiller sig fra den form som jeg er vant til. Umiddelbart så vil jeg sige at selve ideen om at blande kunst og reklame under samme tag, for mig til at stejle ret meget. For mig handler kunst om noget helt andet, men omvendt så ligeså snart du går ind i et galleri har du jo accepteret at der er en kommerciel vinkel på kunsten som indgår i et økonomisk system i verden. Så på en måde tydeliggør denne konstellation et allerede eksisterende vilkår.

Du valgte at inddrage en reklamefilm for et svensk jagerfly i udstillingen. Hvad var det en kommentar til?
”Det var netop også en kommentar til det her med at udstille kunst i en reklamesammenhænge. We Love People, er kendt for et meget humanistisk ansigt ud af til. Det er den ”gode” reklame kan man sige. Men det kan jo ikke helt fjerne sig fra det faktum at reklame er sku reklame! Så derfor vil jeg gerne give en kant til ”det gode image”. Det er jo klart når jeg som politisk aktivistisk kunstner bliver bedt om at udstille i et reklamebureau, så er det jo for at give deres image noget politisk tyngde, derfor valgte jeg at stille en kontrast op til det, så den aften reklamerede de jo faktisk for et svensk jagerfly! Filmen spiller på den her macho fascination af blanke våben og er helt igennem brutal, og interessant fordi den belyser en intern side af våben industriens salgs strategier. Filmen er nemlig produceret med det formål at sælge svenske jagerfly til f.eks. den danske hær. Men overfor offentligheden benytter svenske Gripen en helt anden strategi som de kalder ”low intensity language for high intensity missions”. Der er det historien om det søde billige jagerfly der kæmper for friheden og for sikkerheden i verden - en virkelighed der står i skarp kontrast til sprog der bruges når flyet skal sælges til det eksempelvis det danske luftvåben, hvor det åbenbart er nødvendigt at spille på denne her machokvalitet. Udover det så står filmen også i kontrast til mine egne collager som er meget poetiske, og består primært af jagerfly og blomster, som de to hovedelementer. De er lyseblå og lyserøde og ligner nærmest noget som man kunne finde på et pigeværelse. Derfor kan filmen være med til at understrege den mere brutale dimension på værkerne. Linierne i collagerne er jo en direkte reference til de baner som jagerflyet anvender i luften med henblik på maksimalt drab.”

Simone Aaberg Kærn - i flyveren fra “Smiling in a war zone”

Værkernes titler vidner også om en anden mere brutal parallel virkelighed. En af collagerne har du kaldt One Kill Abortion, hvad handler det om?
“Man kalder det et ”kill” når man skyder et andet fly ned eller hvis man bomber en båd eksempelvis. Når du har tre ”kills” så bliver du ”ace”. Og så snart du har et ”kill” så kan du lave en markering på din flyver. En af mine kvindelige flyverhelte fra anden verdenskrig hedder ”den hvide rose fra Stalingrad” fordi hun malede hvide roser på sin flyver. En anden ville måske male hagekors for hver tysker der blev skudt ned. Men jeg kalder det One Kill Abortion, fordi jeg forsøgte at abortere i jagerflyet, under min sidste flyvemission. På den måde kan man sige at den kvindelige virkelighed og det drab man kan gøre på et foster kommer til at stå op imod den virkelighed der udspiller sig i realiteten når et jagerfly kaster en bombe og slår mange mennesker ihjel.”

Det var mit indtryk at især de mandlige gæster oplevede din ”abort i luften mission” som mere brutal end den fortælling om krig som aborten skulle stå i kontrast til. Eller er det fordi at du rykker aborten ud af sin normale kontekst, at den virker mere voldsom end fortællingen om massedrab og krig?
“Det er det jo nok, de fleste mænd forsvinder hurtigt ganske langt væk når kvinder begynder at tale abort. Så der er hamrende interessant hvis det rent faktisk er lykkedes at få mænd i tale ved at stille det her scenarium op i en helt anden kontekst! Så ja.. det var et bevidst forsøg på at rykke abort ud af sin normale kontekst.”

Dit motivvalg har ændret sig. Veteranflyveren er skiftet ud med et jagerfly? Har din virkelighed ændret sig efter din flyvemission til Kabul hvor du fløj direkte ind i en krigszone?
“Om mit verdenssyn har ændret sig efter at jeg har været i krig.. (Simone griner) Øhh… Ja! Altså min tilgang på det tidspunkt var helt klart det bevidst naive, gammeldags retro univers. Veteranflyet passede også enormt godt til min strategi for at komme igennem til Kabul. Rip fra Rip, Rap og Rup, som jeg havde malet på siden af flyet har afgjort reddet mit liv op til flere gange når jeg var i fare for at blive skudt ned. Men når man har været der, og mødt de her mennesker, og været i en krigssituation, så er det ligesom om, at man mister lidt af sin uskyld. Og jeg føler måske at der er nogle meget vigtigere ting at tale om nu. Så Ja.. Man kan godt sige at jagerflyet er et billede på et nyt verdenssyn. Men det hænger også sammen med at min rejse og min film ”Smiling in a Warzone” gav mig adgang til jagerfly. Så nu kan jeg rent faktisk flyve disse maskiner. Det er blevet en metode for mig, at jeg skal blive det som jeg behandler før at jeg kan få kunst ud af det. Så jeg kan ikke snakke om jagerfly eller ”one kill” før jeg selv har været der! Og nu har jeg lavet et drab på mit eget foster. Jeg kunne jo ikke rigtig skyde en af de andre svenskere ned ( Simone griner) Men det skal siges at jeg ikke var særlig langt henne og var nødsaget til at foretage aborten under alle omstændigheder, så jeg har altså ikke lavet et foster med det formål at lave en kunstnerisk abort. Det blev bare sådan.”

Simone Aaberg Kern - i flyveren fra “Smiling in a war zone”

Til sidst bliver jeg nød til at spørge dig om den lille prins stadig er med dig? Sad han og græd på bagsædet mens du aborterede i jagerflyet?
(Simone griner) ” Ja!.. Han sad og græd salte tårer ned i iltmasken så den frøs til is!! Hans far Saint – Exupery var jo selv krigsflyver. Og har skrevet denne her meget smukke bog som hedder Krigsflyver. Hvor han beskriver en flyvning ind over Frankrig som han anser for at være selvmord. Den er meget meget smuk og poetisk. Det er dét som er så fantastisk ved Saint – Exupery, at han rent faktisk er i stand til at holde fast i den lille prins, hele vejen ind i en krigszone! Og det har jeg også prøvet hele vejen, det er derfor at min film heder ”Smiling in a Warzone. Der er smil at finde hele vejen, derfor skal den lille prins med i krigsflyveren. På den måde håber jeg også at kunne inspirerer andre i en krigszone, og håber på at de tænker sig ekstra godt om næste gang at de smider en bombe! Men den lille Prins kan jo ikke lide krig. Men på denne her planet som vi er på lige nu er det jo noget som findes, og derfor synes jeg at det er et vigtigt område at arbejde på i kunsten! Samtidig arbejder jeg jo også med pigeværelse æstetikken fordi at jeg mener at alle de her ting er natur og hænger sammen. Tag ikke fejl af blomsten! Den er jo enorm kraftfuld, altså blomster kan jo komme op igennem beton og få huse til at revne. Det er bare en anden hastighed der er i det! Men for mig hænger det sammen med den natur som gør at vi som mennesker vælger at kaste med bomber. Det er et forsøg på dialog mellem de her kræfter. Det er både en forsoning og et clash på samme tid. Ferniseringen afspejlede jo også dette aspekt, ved at bringe dybt forskellige mennesker i samme rum. For uden dialog er der intet håb. Og netop her er den lille prins jo vigtig fordi at han ser mennesket… Selv i en slange. Der er jo næsten ingen mennesker der kan holde ud at slå et andet menneske ihjel. Derfor laver vi en konstruktion oven i hovet som retfærdiggøre vores handlinger og beslutter derfor at fjenden er noget andet en et menneske, noget helt umenneskeligt. Først da kan du dræbe. Så hvis man kan mødes og se at hinanden er mennesker, så bliver drab ret svært ”

Er du en slags trojansk hest med to hoveder og fredssoldater i maven?
“Tjaa … Den har to hoveder og den vender begge veje, og man er aldrig safe.. Det lærte jeg da jeg arbejdede med de kvindelige piloter fra anden verdenskrig, som krævede at jeg selv fløj før at de overhovedet ville tale med mig. Så jeg risikere mig selv fuldt ud hver gang. Ikke kun den risiko at blive skudt ned over bjergende i Afghanistan, men også mit eget ståsted kunstnerisk og politisk. Jeg sætter aldrig mig selv moralsk eller menneskeligt højere end de folk som jeg arbejder med”

Hvor starter inspirationen, hos performance karakteren eller hos den mere rationelle del af dig?
“Det er helt klart oplagt for performancefiguren at få ideen først. Den agere jo i et plastisk landskab, og er egentlig usårlig. Men når min performancefigur så ligesom er kommet med den her ide, så skal den jo ligesom forhandles tilbage med Simones mere rationelle side. Men man ved jo aldrig helt hvad virkeligheden er vel?”