WonderlandOnline header image 3

Den bedst mulige verden

Tekst af Majbritt Pedersen

fran2.jpg
Foto credit Fran Illich

Hvad er den bedste af mulige verdener? Og hvilke verdener og scenarier er overhovedet mulige i dag?
Medieaktivisten Fran Illich er i byen i forbindelse med CPH:DOX for at give sit bud på dette. Han er en af ophavsmændene bag serveren possibleworlds.org, hvor der hostes omkring 40 forskellige hjemmesider for aktivistgrupper, kunstnerkollektiver og andre som har et anderledes billede af, hvordan livet kan leves.

Siden Ars Electronica i 1998 erklærede ”infowar” har det været tydeligt for alle, der beskæftiger sig kritisk eller kunstnerisk med Internettet, at en af de ting, der begrænser antallet af livsmuligheder og scenarier er den måde, hvorpå informationsstrømmen på Internettet styres uden at vi lægger mærke til det. Et grundlag for possibleworlds.org’s eksistensberettigelse er netop kampen for at gøre opmærksom på de magtstrukturer der gør sig gældende. Mange opfatter – fejlagtigt – Internettet som offentligt rum, fri for censur og begrænsninger, den fritflydende utopi, som det blev udråbt til i firsernes cyberpunk noveller. Dette er imidlertid ikke mere end en godt planlagt illusion. Internettet er privat område og sider som YouTube og internetudbydere censurerer raskt væk sider med ’forkert indhold’, som de mener krænker ophavsret eller andet. Et eksempel: Fran Illitch og holdet bag Possibleworlds.org er inviteret af CPH:DOX for at vise deres mock-soap FEA Y REBELDE (grim og rebel) der blev bortcensureret fra YouTube på grund af en strid om copyright. Soapen var skabt til internettet, og spillede gennem sin titel og valg af skuespillere på et væld af referencer til sydamerikanske soaps, den mexikanske zapatistbevægelse og ’gode’ og ’onde’ skikkelser i ungdomskulturen.

Men det var ikke det, der startede balladen. ”Pludselig en dag dumpede der en mail ind om, at vi blev sagsøgt af Televisa (mexikansk tv-station: red) for at have overtrådt ophavsretten til navnene ’fea’ (grim) og ’rebelde’ (rebel). Disse skulle være ophavsretsligt beskyttede. Hvordan kan det lade sig gøre? Det er ganske almindelige ord. Man kan da ikke have ophavsret på sproget.” hævder Fran Illitch. ”Vores show var jo ikke direkte parodier på noget, det var en selvstændig historie med selvstændige karakterer”. Derefter sagsøgte også YouTube Possibleworlds.org for brud på copyright, og et efter et blev afsnittene af soapoperaen slettet. Til sidst slettede YouTube også Possibleworlds.org’s brugernavn og konto, og med det også muligheden for at klage over sletningen af indholdet. Sagen er endt med, at Electronic Frontier Foundation (organisation der kæmper for brugeres rettigheder, såsom ytringsfrihed, i den digitale tidsalder) har overtaget sagen og kæmper videre. ”En af grundene til at vi valgte i sin tid at lægge serien ud på YouTube var, at vi mener det er vigtigt at gøre opmærksom på de her ting. Vi kunne have lagt det ud hos os selv eller andre steder, der er uafhængige, men det ville ikke have haft samme effekt, Folk tænker på Internettet som offentligt rum, men det er det ikke” forklarer han. ”Udover det, er det også vigtigt for os at få tingene ud, hvor ’almindelige mennesker’ er”.

fran.jpg

Tanken om at få sin egen server opstod hos Fran Illich for et par år siden, nærmere bestemt i 2005, da han var ude for, at det internetfirma, han havde webhotel hos, annulerede hans konto på grund af politiske og kunstneriske aktiviteter. ”Pludselig gav de os bare vores penge tilbage for resten af året” forklarer IllItch, ”Det var det, der gav mig ideen til, at man skulle have sin egen server så man var udenfor den form for kontrol. Også muligheden for et politisk modsvar tiltaler ham. ”Vi har store problemer med retssikkerheden i Mexico. Mange sager bliver klassificeret hemmelige og tilbageholdt fra offentligheden i op til 15 år, sager om politivold og forsvundne politiske fanger. Vi har også store problemer med ytringsfriheden, inklusiv den digitale. Et eksempel: Zapatisterne (sydmexikansk anti-neoliberalistisk og anti-globalistisk revolutionær bevægelse) har været ikke-voldelige i mange år, på trods af, at militæret har forsøgt at fremprovokere voldelige konfrontationer. For nogle år siden sprang de så et olieraffinaderi i luften i protest mod den forfærdelige behandling af politiske fanger. Dette var noget de følte, de havde ret til, en aktion som var et legalt modsvar. Hvis vi havde hostet en af deres hjemmesider havde vi været i voldsomme problemer, vi var blevet lukket ned eller det, der var værre. Det er jo ikke ytringsfrihed. Det betyder, at grupper som er i opposition til regeringen og som kendes ulovlige også er afskåret fra en åben dialog og fra at komme med deres argumenter. ”

De anti-terror lovgivninger, som i de seneste år har holdt sit indtog i international retssikkerhed, har possibleworlds også været udsat for. ”I 2006 modtog vi en email der gjorde os opmærksom på, at possibleworlds.org var i søgelyset for muligvis at støtte terroristiske grupper, og de indefrøs 1000 $ som var indestående på vores kreditkort. Lad det være sagt med det samme, vores målsætning er ikke at støtte terroristiske organisationer, men vi ønsker at være konsekvente med hensyn til at give alle taleret, uanset hvem der dømmes lovlige eller ulovlige af forskellige regeringer. Det er den samme konsekvens der kommer til udtryk i vores soap hvor vi prøver at lege med ordene. Hvem er egentlig grim? Hvem er rebel? På den måde er virkeligheden et semiotisk kampfelt.”
Omkring forholdet til virkelighedens politiske beslutningsprocesser siger Fran Illitch: ”Vi forsøger at skabe et rum, hvor folk kan have andre muligheder og være i fred for den censur, selskaberne udøver. Vi ønsker ikke at have noget med realpolitik at gøre, vi vil ikke forholde os til det. Mexicos legitime regering (Mexico har to regeringer, se http://www.zmag.org/content/showarticle.cfm?ItemID=11118) forsøgte at korrumpere vores server ved at bruge os som del af valgkampen. Det vil vi ikke have noget med at gøre. Ved at deltage i det ville vi være med til at legitimere en masse ting, som vi ikke ønsker. Vi vil distancere os fra al officiel politik, og vil intet have at gøre med den del af venstrefløjen, der har noget at gøre med højrefløjen.”
Men kampen handler for Fran Illitch ikke kun om censur og ytringsfrihed, men også om de multinationale koncerner, som udøver deres kontrol på tværstatsligt niveau: ”Tidligere i år blev jeg inviteret til at moderere en paneldebat om web 2.0 med nogle af tophovederne for forskellige selskaber, hvor jeg var i stand til at kunne stille dem nogle kritiske spørgsmål om, som for eksempel nationalitet og årsindkomst man skal have for at accesse web 2.0. De selskaber har så meget magt. Tidligere var Mexico Citys byråd en af de første offentlige instanser til at bruge Open Source software. Så indgik staten en gennemgående aftale med Microsoft, og pludselig er det eneste, man kan bruge Microsofts programmer. Der er kun en teleudbyder, den statslige, det hele er gennemkontrolleret til en grad der minder om George Orwells 1984.”

fran3.jpg

Til sidst i samtalen spørger jeg Fran, hvad højdepunktet har været i possibleworlds.org’s levetid. Han tænker sig længe om, men svarer så: ”Det lyder nok bizart, men det bedste jeg har oplevet var en gang, hvor alt vendte tilbage til det normale. I en uge blev vores server taget ned hver 3. minut, jeg troede vi var offer for et seriøst hackingforsøg. Det ville have været en katastrofe, tænk på alle de informationer, der var adgang til, på de forskellige hjemmesider” Fran ser stadig en anelse nervøs ud blot ved tanken, så smiler han: ”Vi fik sat det helt store netværk i gang, sms’er, beskeder, mails – alle var dybt bekymrede og rådvilde. Til sidst ender det med at vi finder ud af, at det blot er en venlig gestus fra nogle venlige sjæle som ønskede at gøre os opmærksom på, hvor ubeskyttede vi var. Den lettelse det var, at se normaliteten vende tilbage, se hjemmesiderne køre igen og folk udføre deres arbejde – det er højdepunktet i alt jeg har oplevet. Det betyder så meget for os det med, at være uafhængige. Det er som en lille have, vi går og plejer online.”