Tekst: Sisse Malene Markvardine Petersen

David Dellagi - Billede fra Koor-i-noor

Han har en dukkesamling som mange og selv de mest forkælede småpiger kun tør drømme om, men højst sandsynligt aldrig vil opnå at få. Han finder stor nydelse i at se B-film og holder omvendt af de fleste med skurken, der får blodet til at sprøjte når offeret penetreres af det kolde stål. Han mener at Disneys Dumbo og The Wizard of Oz med heksen og hendes hær af flyvende blå aber, er noget af det mest surrealistiske film-kunsten nogensinde har præsteret. Og så synes han at lidt for meget af nutidskunsten har den der form for pænhed, der lefler for den ”Gode smag, med alle dens PH-lampe-værdier og bourgeoisi”
Ser man på David Dellagis billedcollager og tegninger, er der da heller ingen tvivl om at pænheden og alt der virker konformt enten lemlæstes eller må se sig udsat for et mentalt overgreb.

Wonderlands udsendte troppede sidst i december op i kunstnerens hjem og atelier i det centrale København, til en uformel samtale omkring begrebet synkronicitet (tilfældets princip), menneskelig dæmoni, personlig branding, bizar erotik – og for at finde ud af hvem udstillingsaktuelle David Dellagi er.

David Dellagi (1970) kan fortiden opleves på Galleri Christoffer Egelund, Co-Lab, Donn Roca (Odense) og Henningsen Contemporary.

Tilfældighedernes spil, pulp og det monstrøses sexappeal:
Du har været aktiv som billedkunstner gennem en hel del år og har løbende udstillet dine værker ved gallerier herhjemme, og sågar ved Sylvia White Gallery i New York.
Alligevel er du mindre kendt på den danske kunstscene, selvom 2007 synes at have givet dig et ansigt udadtil. Fortæl lidt om din baggrund eller måske rettere indgang til dit arbejde med den visuelle kunst.
Jeg har altid tegnet og drømt om at skabe mine egne universer. Som barn var min drøm at lave tegnefilm. Jeg fik i mine tidlige teenageår noget tegneundervisning af nogle forhenværende Disney-tegnere, som tilfældigvis havde bosat sig i København.
I mine tidligere tyvere var jeg elev af Evgenii Brukman, en israelsk kunster, der havde slået sig ned i Danmark. Her opdagede jeg friheden ved et abstrakt formsprog, inspireret af en slags russisk futurisme, tror jeg? Han sagde dog at det var den ”japanske metode”. Jeg fandt nu aldrig helt ud af hvad han mente, men jeg var vist heller ikke en særligt god elev. Vores veje skiltes og jeg begyndte at male i en Pop-Art inspireret stil. En diametralt modsat boldgade. Det kom jeg også mere eller mindre heldigt fra, og derefter er det gået slag i slag. Jeg har malet og udstillet forskellige steder - og i en periode lavet mine egne kortfilm, med dukker i hovedrollerne. Så jeg har en lidt spraglet baggrund, men nogen egentlig statsautoriseret kunstnerisk uddannelse har jeg ikke. Måske vil jeg en dag prise mig lykkelig for det.
For et års tid siden kastede jeg mig over collage og tegninger for alvor og fandt i de medier en perfekt kanal for min fantasi. I 2007 har jeg deltaget på 9 udstillinger, separat - såvel som gruppe. Så det kører på en eller anden måde for mig - mine ting kommer ud og 2008 bliver endnu mere spændende, håber jeg.

“No Way to Treat a Lady” 2007 Koh-i-noor, Copenhagen

Dine værker er stærkt fabulerende i al deres enkelhed. Dine motiver nærmer sig det groteske og til tider unheimliche. Der er noget obskønt, erotisk perverteret og dæmonisk over figurerne - ikke mindst i deres indbyrdes samspil. Noget ligefrem misogynt?
Det er uundgåelig at jeg bliver beskyldt for det. Jeg ved næsten ikke hvad jeg skal sige til det. Var George Orwell fascist blot fordi han skildrede et fascistisk samfund i romanen ”1984”?
Sex i vores tid og dele af verden er gennem-neurotisk, sadomasochistisk og pædofil. Det kan jeg ikke lade være med at blive påvirket af eller forholde mig til. Jeg er ikke så sød ved kvinderne i mine billeder, men jeg er på den anden side heller ikke særligt sød overfor mændene eller nogen andre!

Nej! man fornemmer samtidig også at humoren og ironien rumsterer med som fordøjende underlægningsmusik i dine billeduniverser?
Ja! det er netop gjort med en del humor og ironi, men det overrasker ærlig talt også lidt mig selv, at der er sådan en sadistisk insisteren på at klynge kvinder op i mine billeder, som der er. Men det hænger sammen med at jeg prøver at undgå selvcensur og selvfølgelig er der et selvbiografisk element i min repræsentation af sex og kvinder - og det fylder jo meget i mine billeder. Det er et tema som interesserer mig.
Det er gjort før i kunstnerisk sammenhæng. Jeg tænker på Picassos kvindeportrætter fra 50’erne. Her er kvinderne fremstillet som var de monstre fra en science-fiction B-film. Ikke særligt flatterende og med et klart sadistisk anstrøg. Noget af det første kunst jeg så og var fascineret af som barn var netop de malerier.
Polanski har lavet en film, som hedder ”Bitter måne” – den handler lidt om det samme. Hovedpersonen – en mandschauvinistisk Don Juan behandler først sin elskede ad helvede til. Så kommer han ud for en ulykke og ender i kørestol – og så er det hendes tur til at behandle ham ad helvede til! Forholdet mellem mænd og kvinder kan være sådan. Ikke altid sikkert, men jeg må jo tage udgangspunkt i det jeg kender til. Nogle gange antager begær de mærkeligste former, og i et billedkunstnerisk univers har man friheden til at køre et tema som det helt ud. Det er nok mest det, det handler om.

“Sister Bambi & Brother Flyfish” 2007 14,5 x 21 cm paper, glue

Du nævnte tidligere Pop-Art som en af referencerne for din stil. Men der er også træk som virker udpræget avantgardistiske, hvor man kommer til at tænke på surrealismen, DaDa eller Bauhaus-skolens fotomontagekunstnere –László Moholy-Nagy, Marianne Brandt osv.
Ja! jeg kan godt se et slægtskab mellem mine collager og surrealismen. Jeg henter inspiration til mine billeder i alt fra B-film, tegneserier, pulp art, naiv kunst, 20’er avantgarde, grusomhedens teater, surrealisme, science fiction, horror, etc..

Er det sådan at du har formuleret en metode for dig selv eller skaber dine billeder ud fra en særlig defineret æstetik? Det er jo nærmest blevet et must at have metode eller arbejdsmanifest i dag?
Min arbejdsproces er meget ’hands-on’, den form værkerne antager fungerer bedst for mig, hvis den er dikteret af en blanding af praktisk nødvendighed og bevidste valg og fravalg. Mht. det sidstnævnte er det udelukkende min individuelle smag og intet andet, der dikterer mine æstetiske valg. Mht. det førstnævnte kan jeg illustrere med et eksempel: da jeg udviklede min collagestil var der ingen tvivl om, at det skulle være saks og papir og lim. Ingen computere og ingen digital bearbejdning. Men det er mest af alt fordi jeg ikke kan finde ud af at bruge en computer! Så jeg måtte gøre en dyd ud af nødvendigheden og det forklarer hvorfor mine collager ser ud som de gør.
Et bevidst æstetisk valg jeg foretog var at holde collagen ren – dvs. ingen malerstænk osv. Det var dels et modtræk til den omsiggribende trend indenfor nutidig collage - hvor alt er smasket fuldstændig til - dels et ønske om at kunne fortælle en, om end tvetydig, historie uden for mange forstyrrende elementer. Det betød så igen at jeg følte at baggrunden skulle være en ensfarvet flade, etc. Den ene valg afføder på den måde det næste – som sagt oftest dikteret af praktiske nødvendigheder. En proces hvor jeg får den der ”aha”-oplevelse når brikkerne falder på plads.

Så det er her din idé omkring synkronicitet igen spiller ind?
Overordnet trives jeg bedst ved at skabe nogle faste rammer, hvor tilfældighedernes spil har rig mulighed for at spille ind. Tilfældighedernes spil er som en religion for mig, og efter min mening altafgørende for et kunstværk og også i livet.

Du har bevæget dig fra maleriet, over de animerede kortfilm og til collagen. Dine tegninger ligger tydeligt i forlængelse heraf, men udtrykker også noget nyt, mere frit og ”street” end dine øvrige værker. Hvordan ser du selv på dine tegninger i forhold til fx dine collager?
Jeg tegner altid og bruger mine skitsebøger flittigt. Det bliver oftest en slags automatskrift, eller short-hand statements af mere …? - skal vi sige, eksistentiel karakter. Her dyrker jeg også humoren og mange af tegningerne har et præg af vittighedstegninger. Nogle af dem er dog ret melankolske, synes jeg. Tegning er et meget ærligt medie, men pga. kunstverdenens kommercielle interesser og konventioner, et meget negligeret medie.

Er der et særligt mål du arbejder frem mod? Noget du gerne vil opnå med dine billeder?
Jeg vil gerne have mulighed for at blive ved med at skabe, og at få mine ting ud og blive vist så meget som muligt.
Billedkunst er noget smalt og snævert noget, men der er ingen grund til at gøre det snævrere og smallere end nødvendigt, synes jeg.
Det er en drøm for enhver kunstner at kunne kommunikere med omverdenen gennem sin kunst, så det er mit ønske og mit mål!