Tekst: Sisse Malene Markvardine Petersen
Rasmus Bjørns maleriske og fortællende installation Paradise Valley kan ses på galleri MOGADISHNI CPH i Valby, i perioden 6. marts – 5. april 2008.
Rasmus Bjørn photo Mogadishni
For Ramus Bjørn (1973) er det vigtigt at lade sig udfordre og udfordre rammerne for det kunsten kan – formelt, teknisk og konceptuelt. Kunst handler for Rasmus Bjørn om dynamik, om at være på farten i både bogstavelig og mental forstand. Han sætter en ære i at kunne fortælle om sine kunstneriske overvejelser og konceptuelle strategier og gør det med det største engagement og overbevisning. Han ser refleksionen som en nødvendig del af processen i og omkring det at skabe sine installationer og konceptuelle malerier, men overlader den del af tankeprocessen til beskueren, som handler om at få de historier fortalt som han lægger spor og udkast ud til.
Rasmus Bjørn som ikke er ukendt i Wonderland-sammenhænge - han var front cover-kunstner på Wonderland #2 – har således formået at skabe en bevægelig platform for sig selv og sit udtryk. Materialet til sine værker henter han i hverdagen, i filmens verden, kunsthistorien og på Internettet. Han kredser tematisk omkring forholdet mellem det repræsentationelle og den størrelse vi kalder virkeligheden, og har i installationer som The Hood og Sweet to the Bone - der blev vist henholdsvis i København og New York, 2006 - sat undersøgende spørgsmål, ved begreber som identitet, køn og kulturskabte stereotypier.
Med Paradise Valley som lige nu kan opleves på MOGADISHNI CPH, sætter Rasmus Bjørn nye standarder for sig selv. De maleriske installationer viser en drejning i hans visuelle udtryk mod det mere formelle maleri, men også en evne til at skabe (urovækkende) fortællinger, der ligger som subtile spor eller isolerede elementer i billedernes overflade.
________________________
Rasmus Bjørn, The Connection - In The Woods, 2008, acrylic on MDF, 114 x 116 cm
Der er noget substantielt i Rasmus Bjørns kunst – indholdet! Kunsten skal handle om noget, men mere som en stillen spørgsmål end at levere de overordnede og forkromede svar. I Paradise Valley er det i høj grad de isolerede ting som suggererer uventede fortællinger.
”Jeg arbejder altid tematisk. I The Hood og Nature is calling forholdt jeg mig bl.a. til en række stereotyper og begreberne køn og identitet. Paradise Valley er mere et mentalt sted. De er menneskeforladte hvilket bringer beskuerens rolle i fokus. Havde der været en person i billedet, ville beskueren blive skubbet på afstand. Der er altså beskueren der ser og oplever landskaberne, stederne og digter forløbet. Billederne er scener der ligesom er bremset i deres handling. Man ved ikke hvad der er sket eller lige ved at ske. Tingene i billederne er spor der peger på en handling – visse ting indikerer aktivitet, som billedet af mobiltelefonen med tændt display. Mange af billederne har den der lykkepille-stemning, men samtidig er der også uhyggen som lurer et sted. Jeg arbejder konceptuelt på den måde at tingene som installeres i landskaberne, tvister billederne indhold. Ser man fx på installation Into the Night er hændelsesforløbet uklart. Fra billedet i midten, hvor en bil kører ud af en vej mod horisonten er der lagt nogle spor ud som kan pege i mange retninger. Det digitale ur som sammen med fx. terningerne, er en af tingene der kobles til, er unikt. Det er ikke et hvilken som helst ur, fordi revnen i glasset har givet det en særlig identitet. Afhængig af i hvilken rækkefølge man kobler tingene til billedet i midten, vil der opstå forskellige fortællinger. Jeg spiller på en uklarhed. Historien brækker, så at sige. Jeg leger bevidst med klichéer og forholder mig åbenlyst til den kollektive erindring vi alle har del i.”
I de tidligere projekter udgjorde de skulpturelle elementer en større del af installationerne. Her handlede det i overvejende grad om forholdet mellem flade og objekt, mellem det repræsenterende og præsenterende. Vi spurgte Rasmus Bjørn om overvejelserne omkring opbygningen af Paradise Valley - og hans eget syn på det samlede udtryk?
”Paradise Valley havde jeg som udgangspunkt forestillet mig, skulle være bygget op som en totalinstallation, ligesom i mine tidligere værker, hvor hele rummet inddrages. Projektet er konceptuelt funderet og de nuværende værker kan ses som rekvisitter i ”den store tegning”. Med Paradise Valley søger jeg at bevæge mig hen imod det mere maleriske udtryk, som ny værkkategori. Selvom værkerne står i et forhold til hinanden, kan de ses som individuelle og ikke-installerede værker- og det har været en personlig udfordring for mig. Der er fortsat relationer mellem projekterne som har at gøre med det fortællende og filmiske, der er vigtigt for mig. Paradise Valley er altså en art prolog eller dummie for et helt nyt projekt, som jeg arbejder på.”
Rasmus Bjørn, The Underwood, 2008, Pencil, acrylic and tusch on MDF, 21,5 x 29,5 cm
Paradise Valley præsenterer en ny dimension i Rasmus Bjørns kunst – en bevægelse hen imod et nyt udtryk, drevet af lige dele kontrol og legesyg eksperimenteren.
”Når jeg arbejder med både tegning og maleri, bevæger jeg mig mellem et stramt formsprog og en opløsning af det meget formale. Jeg er inspireret af det formelle hos Per Kirkeby og det konceptuelle hos Jens Haaning.
Ved at koble det formelle og det konceptuelle opstår der et udvidet maleri. Jeg undersøger hvad det kan og prøver derigennem at løse nye problemstillinger i maleriet, ved at skabe et modspil i teknikkerne. Det er et arbejde på nye metoder, mellem tegning og maleri, mellem et naturalistisk og abstrakt udtryk. Samtidig er forlægget til mine billeder og installationer sådan lidt malebogsagtigt - som en art færdige malerier.”
Rasmus Bjørn, Ballroom, 2008, Pencil, acrylic and tusch on MDF, 30 x 40,5 cm
Rasmus Bjørn lader sig gerne inspirere af andre, men mener samtidig at man som kunstner må tage nogle chancer for at rykke sine egne projekter og kunsten videre.
”Jeg mener noget af det vigtigste er mod hos kunstneren – det handler rigtig meget om mod. Man har en idé, men kender ikke det færdige udtryk. Det handler derfor om at gå ud i mørket, der hvor man ikke helt ved hvad der sker. Det handler om at turde tage den længst ud. Dem der gør det er dygtige kunstnere.”
Paradise Valley er ikke kun et vidnesbyrd om kunstnerens egen modige vandring ud i mørket og uvisheden, hvorfra han er returneret nogenlunde sikkert. Som beskuer sendes man ligeledes af sted ind i de sært menneskeforladte landskaber og tankemæssige afkroge.
Rasmus Bjørn, The Gift, 2008, Acrylic on MDF, 39,5 x 58 cm
”Billedet med gaven på græsset (red. The Gift), har et udtryk hvor man på en eller anden måde kan sige at Disney møder det surrealistiske, som man fx. kender fra Dali og Hitchcocks film. Det er på en gang fyldt at pathos og uhygge. Der er kulørte vimpler som flyder rundt om på jorden og kæder og bånd der hænger i luften fæstnet til et sted udenfor billedet. Det er på en måde lidt sjusket selvom det spiller på forestillingen om det perfekte – den kæmpe gave som den største overraskelse. Man ved ikke om situationen der ses på billedet, refererer til noget som allerede er sket eller skal til at ske. Det kunne vise sig at være en situation, fra den fest man ville ønske man aldrig havde været til. ”
Dobbeltheden er central i den episke orkestrering af Paradise Valley. Den ligger som et spil i selve titlen, men er også nærværende som en uro eller uafgørlighed i det enkelte billede og de relationer som indbyrdes giver installationen dens helhed. De mange løser ender og spor der lægges ud, er noget han arbejder videre på.
Rasmus Bjørn, Under The Bridge, 2008, acrylic on MDF, 59,5 x 89,5 cm
”Titlen Paradise Valley stammer fra et billede jeg fandt på Internettet, og er navnet på en golfklub i USA. Hvor jeg i værkerne på udstillingen her har arbejdet med landskabet og naturen, vil jeg nu begynde at arbejde mere med indendørsrumme – som man kan få en fornemmelse af når man betragter billedet Under The Bridge – det med ’the Ghost House’ - hvor man ser telefonen indenfor i det forladte hus. Huset har jeg taget fra en af Hitchcocks film, men sat ind i en ny kontekst, der danner en række lag af kulisser som man nemt kan forestille sig byttet ud. I mit nuværende arbejde med indendørs-rummene vil jeg i højere grad lade civilisationens tid stå til rådighed og udvælge det ypperligste af alle ting. Har jeg brug for Versaille slottets interiør bruger jeg det, men samtidig vil jeg indplacere nutidige ting i rummene. Den gamle telefon som fx. er fremhævet på billedet (red. Under The Bridge), vil jeg i de nye billeder lade erstatte af mobiltelefoner eller iPods. En iPod kan principielt være lige så uhyggelig som en gammel telefon. Det handler om at skabe og se kompleksiteterne.”
”Jeg finder og bruger mange billeder fra Internettet. Men jeg bruger aldrig overheads eller en projector når jeg overfører et motiv til mine billeder/installationer. Jeg laver karaktertegninger. Jeg synes at den direkte overføring af et billede ved hjælp af projector og overheads, er tømt for personlighed. Det er for skematisk og det har vi set for meget af. Når jeg overfører et billede lader jeg øjet styre overføringen. På den måde vil det aldrig komme til at stå som i virkeligheden. Der vil opstå skævheder og fejl – men fejlene er med til at give tingene karakter og en særlig identitet. Jeg søger at bevare skævhederne. De giver en autenticitet til den styring som også ligger i det. Det er altså den karaktertegning mit udtryk har lige nu – men som jeg også hele tiden flytter med og lader spille ind i fortællingerne.”
Rasmus Bjørns indfaldsvinkel til at eksperimentere med og udfordre maleriet muligheder er konceptuelt båret – det betyder at han bl.a. udfordrer kunstens traditionelle medier og rammer kontekstuelt, men også forholder sig kunstbegrebet og det som lige nu rører sig på kunstscenen. Vi spurgte ind til hvordan han ser på det maleriskes aktualitet på kunstscenen lige nu – internationalt og lokalt – og fik i tillæg et bud på kunstens udvikling i nær fremtid.
”Ser man fx på tyskerne, så rykker de vildt for tiden. De har i de senere år fundet ud af at koble det håndværksmæssige med det konceptuelle. De har opnået en konceptuel bevidsthed og er derved blevet mere voksne i deres udtryk, end det vi typisk ser herhjemme. Tyskerne har formået at lade det klassiske og formelle installere konceptuelt til en helhed. Jeg arbejder ud fra noget lignende – en slags ying/yang-princip, kunne man sige. Jeg søger hen imod det ukendte – det er de ukendte faktorer der gør at projektet nogle gange kommer til at give sig undervejs.”
”Jeg synes Danmark er blevet for ensartet. Der har længe været den der trend hvor man dyrkede Street art og Trash-kunst. Jeg mener det er på tide, at der sker noget nyt og jeg tror at fremtidens kunst kommer til at handle om institutionernes bud. Jeg tror institutionerne vil begynde at levere anderledes og nye bud på kunst, og bevæge sig væk fra det laissez faire-agtige, hvor alt er tilladt. Jeg mener vi vil se en ny opstramning i stil og nye sammensætningsudtryk – formel kunst i ny kontekst. Der er brug for eksperimenter der kan flytte rammer og skabe nye rum.”
”Jeg ser på en kunstner som Jens Haaning, som en der skubber luft foran kunsten og det den kan. Han flytter min bevidsthed som kunstner og åbner nye ting og muligheder for mig. Det er helt naturligt at vi kunstnere bruger hinanden.”
Siden sin afgang fra Det Fynske Kunstakademi i 2003, har Rasmus Bjørn haft fart på. Hans værker har været vist på gallerier, museer og kunstmesser så forskellige steder som Madrid, Düsseldorf, Åbenrå, Shanghai, New York, Basel og så naturligvis København. Selvom et tæt udstillingsprogram må være hvad enhver ung kunstner drømmer om, kan der opstå en trang til at koble sig af for at kunne bevæge sig videre.
”2008 bliver mindre travlt. Jeg arbejder p.t. intensivt på en stor installation som gerne skulle vises herhjemme på en udstilling en gang i foråret 2009 – Der bliver tale om et gennemarbejdet kunst-rum, som skal bygges op på en måde så det kan vandre fra udstillingssted til udstillingssted – men det er ikke afgjort endnu. Jeg skal udstille i Kina til efteråret og har derudover nogle udsmykningsopgaver.”
”Efter Liste i Basel måtte jeg tage en pause på et års tid. Jeg havde brug for mentalt at gå en tur på Akademiet igen, for at finde ny materie til min kunst – jeg havde brug for at eksperimentere og finde nye måder at bruge værkerne på i mit arbejde.”
2008 tegner sig altså lidt anderledes end han de seneste par år har været vant til – men det er en prioritering han har fortaget af nødvendighed, for flytte sig mentalt og æstetisk formelt.
”Jeg er ved at finde et nyt udtryk. Det hænger givetvis sammen med at jeg er blevet ældre og har fået nogle nye værdier. Man flytter sig hele tiden. Det jeg gør nu, er at forholde mig ind til maleriet. Det handler for mig om at bevæge sig den vej ind og se hvad der virker. Tag fx Tal R, han behersker det virkelig. Han er virkelig dygtig. Han har ladet sig fange ind i maleriet, med en lyst til at udfordre. Jeg er ved at lære mig selv at beherske maleriet og dets teknikker, men gør det på en måde hvor der både er en leg og der en styring. Det giver en ny energi.”
