Iben Toft Nørgård: Interview i forbindelse med udstillingen Darkest Matter.
I forbindelse med udstillingen Darkest Matter på WAS har jeg stillet Iben et par spørgsmål om værkerne, skabelsesprocessen og deres budskab og Iben giver i hendes svar et indblik i hendes univers.
Hvad skal udstillingens titel Darkest Matter formidle?
Dark Matter er betegnelsen for det stof, der udgør universets hovedbestanddel, men som det endnu ikke er lykkedes for nogen videnskabsfolk at forklare/bevise, hvad egentlig er/består af. De fleste er dog enige i, at svaret på hele universets opståen ligger i forståelsen af netop dette stof, og at det på én og samme tid både samler og udvider hele universet. Jeg har fortolket betegnelsen og døbt udstillingen Darkest Matter, fordi titlen både kunne binde udstillingens værker sammen og splitte dem ad i selvstændige universer.
På samme måde er min saks den, der splitter mit billedmateriale ad fra dets oprindelige kontekster og min lim er, hvad der samler det i nye udtryk. I mine arbejdsprocesser, i mit studie, kan jeg ofte få associationer til “den gale videnskabsmand”, der manipulerer og gensplejser alverdens stof og vækker mutanter til live, som i et andet Frankensteins laboratorium.
Jeg har leget med påstanden om opdagelsen af et nyt stof, der skulle være endnu mørkere, fordi der heri ligger en mulighed for en mere åben og poetisk fortolkning, som kan trække tråde ude fra det ubegribelige univers og ind i sindet, der til stadighed gemmer på lige så mange mysterier.
(Iben Nørgårds Moonbow, 2010)
Din udstilling Darkest Matter er på overfladen meget smukke billeder, men nærstuderer man dem, vækker de en uhyggelig og mørk stemning. Hvad har din tanke været med denne tvetydighed?
Om værkerne er smukke, ækle eller uhyggelige afhænger i høj grad af øjnene der ser. Jeg får lige så mange forskellige fortolkninger af mine værker, som der er forskellige personligheder til. Og hvad der i én kultur eller subkultur anses som smukt,eller som idealitet, opfattes ikke nødvendigvis på samme måde uden for denne.
Mine værker er helt konkret skabt af flere lag, hvor der er de umiddelbare og let bedrageriske, som man først møder, og så er der de dybere, som man opdager efter et stykke tid. Groft sagt er det den samme proces, vi hver især gennemgår når vi første gang møder et andet menneske og dernæst lærer vedkommende bedre at kende.Ved brugen af tvetydigheden kan jeg netop understrege vores forskellighed og det at ingen af os kun er perfekte eller uperfekte, smukke eller ækle om man vil, og at vi måske igennem vores forståelser af hinandens forskelligheder får mulighed for “lære” verden bedre at kende.
Moonbow serien forestiller nogle muterede og uhyggelige væsner, men du siger den handler om kærlighed?
Det er rigtigt, at set på afstand er hvert individ i serien i færd med at udføre forskellige mere eller mindre groteske handlinger, der løst er bundet op på symboler på kærlighed.Hvert billede er holdt i én af regnbuens farver, hvor eksempelvis den grønne mutant netop har skåret et menneskehjerte ud af en træstamme. Den ene hånd holder en lommekniv, den anden et hjerte. I stammen ses kun silhuetten af organet.
Den handling refererer til forelskede unge, som skærer et hjerte omkring deres initialer i et træ. Men undersøger man figuren nærmere, opdager man at et krigsscenarie udspiller sig!
Er kærlighed afgørende for dig når du skaber kunst?
Både ja og nej, ikke direkte, den er nærmere den underliggende struktur, min kunst hviler på.
(Et af de fire Minor Incidents, 2010.)
Der er mange dyr eller dyrelignende fantasiskabninger i dine værker, har du et særligt forhold til dyr og fantasi?
Jeg bruger ofte dyr som stedfortræder for mennesker, idet jeg kan skabe subtile historier med både sort humor og alvor. Tunge og kontroversielle emner blødes lettere op af det absurde og det, der foregår i grænselandet.
Hvor får du din inspiration fra?
I begyndelsen af hver ny værkproduktion indsamler jeg et exceptionelt stort arkiv af bøger og blade, der spænder over alt fra historie, videnskabs- og dyreleksika til herre/dame-, bolig- og naturmagasiner. Jeg sørger som regel for at have et bredt udvalg af gamle bøger blandet med nutidige magasiner, og når jeg gennemser mit materiale, falder jeg ofte over kuriøse artikler, der bliver springbrættet for værkernes historier. Derudover bliver jeg selvfølgelig også inspireret af at bo og færdes i Berlin, det er bare sværere for mig at sætte en finger på, præcis hvad det er, der inspirerer mig.
(Nesting Purity, 2010)
Hvor planlagt er et værk inden du går i gang?
Indledningsvis opstiller jeg som regel forskellige dogmer for mig selv. Det kan være valg af farver og format eller fraværet af mennesker, som det er tilfældet med Minor Incidents-serien. Dernæst researcher jeg på værkernes overordnede tema, der i Darkest Matter’s tilfælde er universet. Jeg arbejder gerne serielt for at udforske dogmernes muligheder.
Hvor lang tid bruger du på sådan et værk?
Moonbow-serien tog mig et halvt år at skabe fra de første udklip til det endelige værk. Jeg bruger enormt lang tid på denne udklipnings-fase, idet jeg søger et så foto-realistisk skarpt skåret omrids som muligt. Galleristerne på WAS fortalte mig om en mindre konkurrence, der var startet blandt publikum på ferniseringen. Den gik ud på hvem, der først kunne finde en hvid kant på udklippene. Jeg fandt dog aldrig ud af, om der blev fundet en vinder. Det kan godt være, at det virker overdrevet at bruge så meget energi på hvert enkelt udklip, men i den måde jeg arbejder med collage på falder de flydende overgange, mellem hvert billede i værket, fuldstændig til jorden, hvis de ikke er så usynlige som muligt.
Vi mødte den mystiske mand bag designet Nom de plume by A. Naselli. Han er med andre ord en moderne Harlekin, og vi fik et lille indblik i hans fabelagtige univers.
Jeg sidder og venter på Alberto Naselli på en kaffebar. Af en eller anden grund kigger jeg efter en almindelig fyr, men pludselig kommer der en der mest af alt ligner Zorro. Ret vildt.
Det første jeg spørger ham om er hvorfor han kalder sig Alberto Naselli. ”Det er den vildeste historie” Svarer han med et bredt smil under det snurrede sorte overskæg. Og så begynder fortællingen om mennesket der fandt ud af at han i virkeligheden er Alberto Naselli.
Starten på Albertos eventyr begyndte da han var 5 år, altså i 1545. Han var i teatret og så musicalen ”Cyrano de Bergerac” med Flemming Enevold i hovedrollen (at han levede dengang er i sig selv fantastisk). Spillets univers gjorde et uudsletteligt indtryk på den unge Alberto, der siden i bevidstheden har levet i det og identificeret sig selv med Harlekin. At klæde sig ud, sy og drømme har været en stor del af hans barndom Deraf navnet Alberto Naselli.
Alberto Naselli er skaberen af det berømte commedia dell’arte, hvis mest kendte figur er Harlekin. Harlekin var en luset person, som arbejdede sig op og først sent fik succes. ”Det refererer til den virkelige verden og er smukt og sørgeligt på én gang” forklarer han. Historien om Harlekin er en rigtig romantisk Askepot historie. Og Alberto, er romantikker så det batter. Han drømmer om at lære at ride, synge, spille klaver og begynder desuden til fægtning i næste uge. Grænsen mellem drømmen og virkeligheden bliver nedbrudt netop gennem hans tøj, som han begyndte for alvor med for 2 år siden.
Det ekstravagante, overdådige og uvirkelige er det Alberto Naselli dyrker i sin nye tøjkollektion. Han vil overraske og underholde. ”Jeg er røv træt af Danmark og Janteloven, det er så gråt og kedeligt det hele. Man kan godt sige at min kollektion og showet i lørdags er en røvfuld til danskerne.”
Det er heller ikke et tilfælde at showet i lørdags foregik på det gamle hofteater i København. Det er en virkelighedsflugt fra det grå og konventionelle, det handler kun om at have det sjovt og mærke duften af blomster. Tøjet er ægte haute couture, Alberto har selv sammen med sin mor syet det og resultatet er imponerende og eksklusivt. Særligt en rokokojakke skiller sig ud, broderet med franske liljer og udsmykket med Swarovski-krystaller er den mindst 50.000 kr værd. Hvem sagde Ludvig d. 14?
De to verdener smelter virkelig sammen, Alberto lever i 1500 tallet og giver nu den moderne verden en oplevelse ud over det sædvanlige og på en måde er vi alle en del af dette romantiske teater når vi ser hans tøj.
På lørdag vises det måske mest ekstravagante og nyskabende af de mange modeshows i forbindelse med Copenhagen Fashionweek: Nom de Plume by A. Naselli.
Alberto Naselli er navnet på den italienske skaber af karakteren Arlechino fra Commedia dell’arte. Han blev født i 1572 - stille i en længere periode - men så i 1988 blev han genfødt i København, også kendt under navnet Christian Anker, hvor han nu begaver befolkningen med hans flamboyante og fabelagtige tøjlinje Nom de plume by A. Naselli. Showet bliver yderst interessant, og det vil skabe nye normer for shows i det hele taget.
Det er på lørdag kl. 17.00 på Christiansborg Ridebane 18.Posted by Emilie
It’s just another Monday. And Monday three weeks ago I went to an exhibition at Østerport Station. Finally I find the time to write about it.
As I already said three weeks ago, I had to think of Roskilde Festival when seeing the tents hanging under the ceiling. Tents. Roskilde. I think this association doesn’t need any explanation.
The exhibition is part of Outdoor-Experiments, a 4-year art, architecture and performance project, initiated by Den Frie Centre of Contemporary Art.
The installation by ULTRA GRØN will be presented at Østerport Station during the next 5 month, until the 2nd of January 2011. Visitors and passers- by see tents in various sizes and colors, illuminated from the inside. The station can now be seen not only as a place for transit, but also as a space where the waiting situation makes you think and reflect and thereby turns an everyday place into one of associations and images.
You can read an interview with Morten Plesner (on of the artists), talking about what’s inspiring them and other projects, here:
The third gallery on the Carlberg Area is IMO, an artist-run gallery. It is the one where Japanese artist Miki Yui presents her new work Strøm and I didn’t manage to go to the opening. But maybe it wasn’t that bad I went there after the opening, because Strøm was made for the exhibition space Phonebox, so only one person (okay, you can squeeze in two) can experience it at a time.
When stepping into the phonebox, you likewise step into a stream of sounds, which reminds of the flow of electricity somehow. Correspondingly, the title Strøm refers to the electrical nature of telephone technology as well as the idea that sound is something streaming. I felt like being in some kind of electrified box.
- Miki Yui, Strøm in The Phonebox, 2010
For more information on Miki Yui and her sounds go to http://www.mikiyui.com/
Besides Strøm you could also see the exhibition Second Hand at IMO, which presented nine Danish and foreign artists. The title Second-hand refers to the artists, who all work with recycling in the tradition of ready-made. Old material is used to create new works, which still recall old days. What I liked a lot was the work Album I by Luis Jacob. It’s an image montage with a lot of different but also familiar pictures, photos, and also book pages.
- Luis Jacob, Album I, 2000
Other artists featured in Second Hand were Caroline Sascha Cogez, Felix Burger, Kristian Egholm Bust, András Csefalvay, A Kassen, Lars Laumann, Claus Hugo Nielsen, and Abigail Reynolds.
New Life Residency er en del af Manifesta 8 Biennial of Contemporary Art, der finder sted i Spanien til efteråret. New Life residency er en udstilling i mørke og de søger nu 5 kunstnere til projektet, der foregår i samarbejde med det lokale blindesamfund. Kunstnere der er interesseret kan ansøge på: www.wooloo.org/residency
Posted by Kimberley & Emilie
Posted by Emilie 
